Tips til anflyvning

Pladsen findes lettest ved at kigge efter Nordborg Sø. Nordborg by ligger i den vestlige ende af Nordborg Sø, med Nordborg slot på en lille halvø i søen.
På en linje direkte mod nord fra Nordborg slot finder du et lille stykke trekantet skovområde. Her ligger flyvepladsen lige ved siden af. Kig efter et gult klubhus og fire hangarer.

Af hensyn til vores naboer, skal pladsen helst anflyves fra nord. Undgå overflyvning af campingpladser.

Hvis du anflyver pladsen fra sydvest (henover Als), skal du have radiokontakt med Sønderborg AFIS (126,40 mHz). Hvis du er så uheldig at ankomme i deres lukketid (de lukker tidligt i weekenden), bør du alligevel lytte og rapportere (blindt) på deres frekvens. Skift til Nordborg Radio, når du er over Nordborg by.

Kommer du fra nord og vest, er det Skrydstrup approach, du har snakket med, inden du når kysten af Als. Medmindre du flyver under 1500 fod.

Fra øst anbefales det at flyve over Lillebælt imellem Bøjden og Fynshav (korteste distance over vand), og så følge øst kysten af Als op nordpå. Her vil det sandsynligvis være Copenhagen Information, du har været radio kontakt med.